Mortensens mardröm

Det har langt fra været den sæson som Frederik Mortensen har drømt om. Fredensborg-talentet investerede op til denne sæson i en Renault Clio Cup-racer som skulle bruges i den svenske JTCC Clio Cup – klassen lige under topklassen STCC.

Allerede under et testløb på Hockenheim i Tyskland kom Frederik hjem med buler i bilen efter en påkørsel fra en modstander. Senere blev bilen også skadet under en testdag – og igen ved første løb blev den unge racerkører torpederet af en uheldig konkurrent.

Efter de flotte resultater på Solvalla-banen ved Stockholm var der ellers gjort klar til endnu en succesrig weekend på havnen i Göteborg. Allerede i træningen var der udfordringer for Lamotek Racing:

– Pludselig kunne jeg ikke dreje ordentligt til højre, og det viste sig at en trækakselmanchet var blevet defekt og sendte fedt direkte ud på dækket, fortæller Frederik, som sammen med teamet forsøgte at løse problemet inden tidtagningen.

– Jeg nåede at sætte femtehurtigste omgangstid i tidtagningen før problemet kom igen. Derefter var der kun en ting at gøre – så vi skiftede hele trækakslen.

Da første løb skulle køres, var Frederik klar til at kæmpe sig frem til podieplaceringer, men så langt nåede han aldrig. Efter nogle omgange på en regnvåd bane aquaplanede den røde Renault Clio af banen og ind i en dækstabel. Løbet var slut for en ærgerlig Frederik, men det var nedturen ikke:

– Jeg var selvfølgelig irriteret over at have sat bilen af banen, men da jeg skulle ud af bilen, nåede jeg kun lige at løsne sikkerhedsselerne før en konkurrent aquaplanede af banen på samme sted. Hun ramte direkte op bag i mig, og fordi jeg havde nået at løsne selerne, blev jeg slynget frem i bilen og slog hovedet mod både rat og sikkerhedsbur.

Heldigvis havde Frederik ikke taget hjelmen af, men kroppen fik alligevel nogle grimme slag.

– Det var absolut ikke godt. De sidste måneder har jeg gået rundt med en øm og træt krop på grund af alle de uheld, jeg har været ramt af, og den her påkørsel gjorde det absolut ikke bedre. Jeg er nødt til at tage tidlig sommerferie fra motorsport og give min krop fred til at komme sig efter et rigtigt møgforår.

Bilen blev stærkt medtaget af kollisionen, og teamets hårdt prøvede mekanikere må nu igen rette buler ud på Frederiks racerbil. Og weekendens hændelser har fået Frederik og teamet til at sætte sig ned og tænke tingene igennem:

– Det har været en uheldig forårssæson, og min krop trænger simpelthen til at hvile sig. Derfor tager vi et par måneders pause for at få min krop tilbage i topform og samtidig få motivationen i top igen. Det skal ikke være en hemmelighed at vi er ved at være trætte af at rette buler ud i bilen.

– Vi kører de sidste to løb i JTCC, som bliver kørt 23-24. august på Karlskoga og 20-21. september på Mantorp Park. Måske tager vi så et løb eller to i Danmark for at få lidt ekstra kilometer. Jeg skal passe på min krop, og det har største prioritet lige nu.

_OS_8653
 

Pressrelease